I would like to tell you about my grandmother – Boiko Anna. She was born and lives in the village of Yaglush in Rogatyn district of Ivano-Frankivsk Oblast. She is a cheerful, talented, strong person. A person who has been through a lot, who is full of knowledge and memories.
Det er sådan Anna Boikos barnebarn, Olya Suprun, indleder [uk] sin blog “Historien om Anna Boikos liv.” På nettet deler Olya sin bedstemors minder – inklusiv historier fra deres familie og andre Yaglush-indbyggeres liv.
Hendes bedstemors fødeby, Yaglush, ligger i den vestukrainske region, der i dag hedder Ivano-Frankivsk. Denne region hørte fra 1772 til Østrig-Ungarn, efter 1. første verdenskrig for en kort periode til Den Vestukrainske folkerepublik, mellem 1920'erne og de sene 30'ere til mellemkrigs-Polen, under 2. verdenskrig til Sovjet og Nazistyrkerne og så igen til Sovjet fra 1944, indtil Ukraine blev uafhængigt i 1991.
Anna Boikos minder, som er optaget af hendes barnebarn, går helt tilbage til 1939 og skildrer indbyggerne i Yanglush's erfaringer i tiden under overgangen fra polsk til sovjetisk styre i regionen, tiden under 2. verdenskrig og den efterølgende tilbagevenden af den sovjetiske magt. De berører smertefulde emner i Ukraines historie, såsom nazisternes besættelse, undertrykkelse og deportationer af den lokale befolking i kommunismens tidlige år og partisanerne fra den ukrainske oprørshærs skæbne.
Sådan beskriver [uk] Anna livet i landsbyen, mens 2. verdenskrig lurer i horisonten:
The things in politics were tremulous, too, [people] were expecting better times than under Poland, but things did not turn for the better. The arrests and prosecutions began. Several families were deported to Siberia: Zakhariy Zliukovsky, Dutka and a few more families that were resettled here from Poland. The landowner’s land was divided up, and [my] mom got a few hundred [square meters]. But the land was of clay soil and inaccessible in the rain – there was no good road.
[…]
At that time the war with Germans was approaching. I remember it was a Sunday, a bright and sunny day. Grandma was chatting with a neighbor woman in the house. I went to the yard to let the chicken out […]. Suddenly [I heard] a loud roar of thunder – one, then another. I ran to the house and told grandmother, “Grandma, get the hen in, a rainstorm is coming!” Although the sky was clear, without a single cloud and no storm was in sight. Soon mom came home and said she heard in a village that there was a war! It was not thunder, but the sound of bombs falling. From that day on people became very cautious. It was the year of 1941.
[…]
På det tidspunkt nærmede krigen mod tyskerne sig. Jeg kan huske, det var en søndag, en lys og solrig dag. Bedstemor sludrede med en nabokone inde i huset. Jeg gik om i gården for at lukke hønen ud […]. Pludselig [hørte jeg] et højt tordenbrag – et, og så et til. Jeg løb ind i huset og sagde til bedstemor, “bedstemor, få hønen ind, det bliver uvejr!” Selvom himlen var klar uden en eneste sky, og der ikke var noget uvejr i sigte. Lidt efter kom mor hjem og sagde, at hun havde hørt i en landsby, at der var krig. Det var ikke torden, men lyden af bomber, der faldt. Fra den dag blev folk meget forsigtige. Det var i 1941.
På trods af bedstemoderens svære barndom, portrætterer Oyla hende som en vidende og nysgerrig 75-årig kvinde, der skriver digte og erindringer, laver smukke broderier, spiller computerspil og nyder at lave mad. Hun deler ofte Annas digte, opskrifter og historier fra hverdagslivet i landsbyen, mens hun især lægger vægt på skikke og traditioner, som beboerne værner om.

Traditionelle retter lavet a Anna boiko til en 12-retters julemiddag. Foto af Olya Suprun, brugt med tilladelse.
I et af indlæggende indrømmer [uk] Olya, at det er nyt for hende at blogge, men også at hendes blog er temmelig usædvanlig:
I know this blog is a bit weird and of an unusual format: strange, unknown house in the background, unpopular stories in which it is hard to find some meaning, and, in addition to this, their author – my grandma – is not the author of this blog… but it is neither [meant] for ratings, nor for profit; in order to understand its significance, one must read between the lines…

Anna Boiko læser en blog om sig selv sammen med sin mand. Foto af Olya Suprun, brugt med tilladelse.
Det virker dog som om, at Historien om Anna Boikos Livs popularitet allerede har oversteget forfatterens forventninger. I 2011 blev den kåret som den bedste personlige blog ved Best Ukrainian Blog Awards [uk], og antallet af læsere og fans vokser stadig.
1 Kommentar
Ih, ville ønske at jeg kunne læse ukrainsk 🙂