- Global Voices på dansk - https://da.globalvoices.org -

Peru: Terrorisme, ungdom og sociale netværk

Kategorier: Latinamerika, Peru, Borgermedier, Krig & Konflikt, Politik

(Links i dette indlæg er på spansk, medmindre andet er angivet)

I sagen [1] [en] om MOVADEF — en angivelig fraktion af den kendte peruanske terroristgruppe Sendero Luminoso (Den Lysende Sti) [2] [da] — og deres anmodning om indskrivning som politisk parti, har et af de aspekter som har fået mest omtale været denne bevægelses høje antal af unge aktivister og sympatisører. Det påstås at mange af de 350.000 underskrifter, som bevægelsen har indsamlet som grundlag for deres indskrivning, er blevet anskaffet på bedragerisk vis eller er blevet forfalsket [3]. Men selv hvis dette er sandt, så kan man ikke benægte, at der stadig er en gruppe af unge, som støtter MOVADEF.

De fleste forklaringer på disse unges support fokuserer dels på det peruanske uddannelsessystems mangler, idet børn og unge ikke bliver undervist [4] i landets terrorisme-epoke [især 80'erne og 90'erne, red.], og dels på en vis politisk sektors modvillige indstilling [5] til at udbrede og støtte  CVR's (Komission for Sandhed og Forsoning) [6] [en] Afgørende Rapport [7] [denne rapport redegør for den politiske vold der har fundet sted i Peru fra 1980-2000 – både fra Sendero Luminoso's (SL's) side såvel som fra statens side, red.]. Der bliver stort set ikke snakket om de politiske partiers ansvar for at konfrontere [8]den propaganda, som denne og andre anti-demokratiske grupper foretager på steder som universiteter eller det urbane eller landlige bagland.

Der bliver heller ikke talt om de strategier, som MOVADEF benytter til hvervning af tilhængere. Dog forekommer det formodede mål med i hvert fald én af disse strategier ret så indlysende ud fra deres brug af sociale medier til udbredelse af deres budskab, da det primært er de unge i Peru [9], som benytter de sociale netværk. En simpel søgning på Facebook [10] giver adskillige resultater i form af profiler eller sider kreeret af MOVADEF's bagland. Samme søgning viser også nogle sider, som er imod MOVADEF, hvilket i og for sig medfører en vis balance.

YouTube er et andet eksempel på et socialt netværk, hvor MOVADEF optræder aktivt. På deres kanal [11] kan man se videoer fra deres diverse aktiviteter, interviews i medierne og tilhængererklæringer, som fx den følgende:

Ligesom på Facebook, er der også mindst én bruger på YouTube, som tager sig af at uploade videoer fra aktiviteter og interviews der er  imod MOVADEF, som fx historiske vidneudsagn fra terrorisme-perioden. Denne bruger kalder sig Hagamos Memoria Perú [12] (Tænk Tilbage, Peru), og på hans kanal kan man se videoer som denne:

På Twitter er vi ikke stødt på officiel deltagelse fra MOVADEF's side, men derimod kun fra en modstander, nemlig brugeren @noalmovadef [13] (nej til movadef).

Skønt de argumenter, som MOVADEF's aktivister benytter sig af, måske er skrøbelige og benægtede, som eksemplificeret i den første video, så har der været en udtalt intolerance over for disse i fjernsynsmedierne, som nægter at lytte til og debatere de argumenter, som bevægelsen byder på. To eksempler på dette finder vi i Frecuencia Latina's nyhedsudsendelse [14] og i en anden tidligere udsendelse [15] på samme kanal. Susana Frisancho skriver på sin blog [16] om et andet tv-interview, og en komentator påpeger ligeledes studieværternes attitude hvad dette angår:

fundamentalmente se dedica a interrumpir a sus entrevistados sin dejarlos terinar [sic] una frase completa y sin permitirles que expongan sus ideas con ninguna claridad. Eso no es disputar algo en el terreno político, sino querer silenciarlo, y también es producto de nuestro sistema educativo y de la asunción (en el fondo, irracional) de consensos que no por ser mayoritarios (quizás) son justos o beneficiosos. Por ejemplo, el consenso de que estos jóvenes no tienen derecho a hablar, o incluso el consenso de que Abimael Guzmán debe seguir en la cárcel, algo que debería justificarse en el diálogo y no simplemente decirse a voz en cuello por encima de los que creen que no es así.

de afbryder praktisk taget interviewpersonerne før de overhovedet har fuldendt en sætning og uden at lade dem udtrykke deres idéer med klarhed. Dette er ikke at debatere noget på et politisk plan, men nærmere et forsøg på at fortie det. Og dette er også et produkt af vores uddannelsessystem og af den antagelse (som egentligt taget er irrationel) at tilslutningen til den brede enighed, trods det ikke nødvendigvis er flertallet, er rimelig og gavnlig. Fx den brede enighed om at disse unge ikke har ret til at udtale sig, eller enigheden om at Abimael Guzmán bør forblive fængslet – holdninger som burde blive retfærdiggjort via dialog og ikke bare blive udslynget hen over hovedet på dem som er uenige i dette.

På Ideele Radio's blog findes en transkription [17]af et interview med kongresmedlemmet Javier Diez Canseco, som understreger behovet for en politisk og ideologisk debat: “for deres plan [MOVADEF's plan] er ikke bare at blive indskrevet [som parti], men at blive kendte  og udbrede deres “senderistiske” logik”:

“para cualquiera que tiene dos dedos de frente el colocar el tema de que adhieren al ‘pensamiento guía de Gonzalo’, tenía precisamente por objeto colocar por delante el hacer difusión de la lógica senderista más que el de lograr la inscripción” […] “Me parece claro que en ese sentido han jugado y juegan, y creo que esa es la lógica de negociación desde la cual están presionando al Gobierno y al país. Creo que efectivamente, tienen una presencia juvenil que revela un nivel de significación que hay que encarar en un debate político ideológico en el pedido que viene por delante”, acotó. Ratificó que el tema debe ser enfrentado con una batalla ideológica y el esfuerzo de gestar un liderazgo político que genere niveles de movilización, de acción, y levante banderas y campañas concretas que resuelvan los problemas que tiene la población.

“for enhver som har bare få brikker at flytte rundt med må det stå klart, at deres stræben efter at slå fast at de er tilhængere af ‘Gonzalo's tankegang’ har netop haft til formål at udbrede den senderistiske logik mere end at ville opnå en indskrivning” […] “Det forekommer klart, at det er dén måde de har spillet og spiller på, og jeg tror det er den forhandlingslogik, som de presser regeringen og landet med. Jeg mener faktisk, at de har en ungdommelig fremtræden, som afslører et betydningsniveau, som vi er nødt til at konfrontere via en politisk-ideologisk debat”, fastslog han. Han anerkendte at dette tema bør stilles over for en ideologisk kamp og en indsats for at skabe et politisk lederskab, som frembringer visse standarader for mobilisering og handling, og som hejser flagene og laver konkrete kampagner som løser de problemer, som befolkningen står over for.

Det siges, og mange er enige i, at der ingen eftertænksomhed behøves, når det kommer til at være imod terrorisme [18]; dog er det værd at huske på, at denne indstilling, at benægte modstanderens menneskelighed, var den som gav anledning til overgreb på menneskerettighederne [19] i forbindelse med “la lucha antisubversiva” i Peru [statens antisubversive kamp i 80'erne og 90'erne, red.]. På den anden side, så bør man også tage i betragtning, at MOVADEF repræsenterer en vis ændring i strategi sammenlignet med SL idet sidstnævnte i løbet af terrorisme-perioden aldrig direkte bekendte kulør og generelt undgik enhver form for dialog [20], mens MOVADEF, trods dette måske er ren taktik, nu viser sig “uden maske” og  de har ikke afmærket et skel [21] fra SL's terroristaktioner og ideologi.

Den seneste udmelding [22]fra den udøvende magt er et udkast til et lovprojekt med det formål at forhindre indskrivningen af MOVADEF, som man vil præsentere for Jurado Nacional de Elecciones (JNE – Det Nationale Valgnævn), begrundet med at der er tale om en fraktion af terroristgruppen Sendero Luminoso. Dette initiativ repræsenterer en bekræftelse af den holdning, at man ikke vil indgå våbenhvile med terrorismen. Men ikke alle er overbeviste om, at dette er den mest passende adfærd. Dante Castro reflekterer [23]herom på sin blog La fruta del cercado ajeno:

(MOVADEF) ha puesto a prueba la legitimidad del sistema democrático. MOVADEF quiso inscribirse como partido político en el Jurado Nacional de Elecciones (JNE) pero fue rechazado por motivos ideológicos. Una organización que se declara “marxista-leninista-maoísta-pensamiento Gonzalo” obviamente es el PCP Sendero Luminoso con otro membrete. ¿Hasta qué punto la democracia liberal es tan sólida como para asumir un desafío de tal envergadura?

(MOVADEF) har sat det demokratiske system på prøve. MOVADEF ville indskrive sig som politisk parti i el Jurado Nacional de Elecciones (JNE), men blev afvist på baggrund af ideologiske motiver. En organisation som har erklæret sig som “marxistisk-leninistisk-maoistisk-Gonzalo-tankegang” repræsenterer tydeligvis PCP Sendero Luminoso med et andet brevhoved. Til hvilken grad er det liberale demokrati stærkt nok til at påtage sig en udfordring af denne kaliber?

Til slut argumenterer journalisten María Isabel Guerra for et interessant synspunkt [24], som der ikke er blevet snakket meget om:

Lo que me preocupa, me reafirmo, es que el caldo de cultivo social y económico que dio origen y sustento a esta desquiciada ideología sigue vigente. En veinte años las cosas no han cambiado, seguimos teniendo vergonzosos porcentajes de peruanos viviendo en extrema miseria, y en lugar de cuestionarnos esa realidad y de hacer algo para cambiarla y crecer como sociedad integrada, lo que hacemos es temer que unos desquiciados los engañen con discursos extremistas. Me parece que eso es querer tapar el sol con un dedo. No se trata de acallar a la fuerza los discursos extremistas, que eso es como tratar de “proteger al pobrecito campesino” tapándole los oídos sino de mejorar sus condiciones de vida. Que exista un discurso extremista puede ser problemático, pero que NO sepamos cuáles son las condiciones para que éste prenda, que pretendamos ignorarlo y no hagamos nada, es vergonzoso.

Jeg står fast ved, at det som bekymrer mig er, at den sociale og økonomiske grobund, som har givet anledning til, samt opretholdt denne fordrejede ideologi, stadig er gældende. På tyve år er intet ændret; vi har stadig pinligt høje procentdele af peruanere, som lever i elendighed, og i stedet for at stille spørgsmålstegn ved denne virkelighed og gøre noget for at ændre den og udvikle os som et integreret samfund, så er vi bange for at nogle sindsforstyrrede vil bedrage os med deres ekstremistiske diskurser. Dette ser for mig ud som om man prøver at feje problemerne under gulvtæppet. Det handler jo ikke om at tysse på de ekstremistiske diskurser, hvilket ville svare til at ville “beskytte den stakkels lille bonde” ved at holde ham for ørerne; det handler derimod om at forbedre levevilkårene. At der eksisterer en ekstremistisk diskurs kan være problematisk, men at vi IKKE fatter hvilke forhold der ligger til grund for udbredelsen af denne samt at vi lader som om den ikke eksisterer og intet foretager os, er flovt.
Dette indlæg er oprindeligt udgivet på Juan Arellanos personlige blog den 25. januar 2012 [25].