USA: Occupy Wall Street-bevægelsen taler også spansk

Mariné Pérez, 30, bosat i Brooklyn, New York, tøvede ikke med at tage ansvaret for at koordinere den spanske oversatte udgave af avisen Occupy Wall Street Journal (OWSJ) [es] fra bevægelsen, der startede besættelsen af New Yorks finansdistrikt i september 2011 [es].  Den puertoricanske aktivist, der har erfaring med de studerendes kamp på “Universidad de Puerto Rico” og “Universidad del Sagrado Corazón”, har fået den store opgave at udbrede stemmerne fra de 99 % ved hjælp af pen og papir.

Foto af Mariné Pérez, med den fjerde udgave af avisen Occupy Wall Street Journal, taget af Chris Theokas

Herunder ses et interview med koordinatoren af den spanske udgave af OWSJ, som fortsat udgives på trods af, at demonstranterne blev fjernet fra Zuccotti Park den 15. november [es].

Global Voices (GV): Hvordan blev du involveret i Occupy Wall Street (OWS)-bevægelsen?

Mariné Pérez (MP): Da jeg læste Adbusters’ [en] opfordring, vidste jeg, at jeg ønskede at blive en del af OWS-bevægelsen. Endelig følte jeg, at de ramte plet.  Fra første dag, den 17. september 2011, sluttede jeg mig derfor til demonstranterne sammen med en gruppe puertoricanere, som bor i New York. Senere modtog jeg besked om, at de søgte oversættere, der var interesserede i at støtte bevægelsen. Jeg sendte dem straks mit CV for at melde mig som frivillig.

På grund af min flerårige erfaring som projektleder for et oversætterbureau og som freelance-oversætter blev jeg spurgt, om jeg ville være koordinator for oversættelserne af OWSJ til spansk [es], og jeg takkede ja.

GV: Hvornår udkom den første spanske udgave?

MP: Occupy Wall Street Journal på spansk udkom — som sit engelske modstykke — første gang i starten af oktober. På det tidspunkt besluttede vi også, at det ikke skulle være et dagblad med nyheder, men et sted med plads til refleksion over de begivenheder, der var foregået, hver eller hver anden uge.

GV: Hvem arbejder du med?

MP: Arbejdsgruppen (for det spanske sprog) består af omkring 25 medlemmer. Vi er alle frivillige. Og vi oversætter ikke kun OWSJ, men vi laver også undertekster til videoer sammen med arbejdsgruppen for medier, og vi oversætter annoncer og andre tekster i forbindelse med bevægelsen. Desuden arbejder jeg tæt sammen med de grafiske designere, trykkerne, distributørerne og redaktionen.

GV: Hvordan har det påvirket OWSJ, både den engelske og den spanske udgave, at politiet ryddede Zuccotti Park [es] den 15. november?

MP: Det har ikke påvirket hverken produktionen eller distributionen af avisen. Artikler og oversættelser laves “på langdistance” (personer fra hele verden samarbejder via internettet), og aviserne bliver fortsat distribueret til både nøglelokaliteter og til de OWS-begivenheder, hvor vi ved, der vil være en stor koncentration af spansktalende personer. For eksempel bliver de uddelt til protestmarcherne, til de månedlige demonstrationer til minde om OWS og til generalforsamlinger på spansk.

Personligt har det faktum, at der ikke længere er en fast besættelse i Zuccotti Park, givet mig mere tid til at arbejde med dette projekt. Før besøgte jeg parken hver dag efter arbejde, og først derefter kunne jeg kaste mig over OWSJ. Jeg sov nærmest ikke! Nu har jeg lidt mere tid at afsætte til projektet og til at deltage i møderne i de OWS-arbejdsgrupper, jeg tilhører.

GV: Hvor distribueres OWSJ? Hvilke er nogle af nøglestederne?

MP: Den bliver uddelt i de kvarterer i New York, hvor vi ved, der er latinamerikanere til stede. Den er også at finde i Judson Memorial Church [en], Bretcht Forum [en], på New Yorks universiteter (CUNY) [en] og Long Island. Jeg vil gerne fremhæve Mariano Muñozs arbejde, han er en af de vigtigste personer i planlægningen af avisens distributionsruter.

 

GV: Hvordan er den spanske udgave af OWSJ blevet modtaget?

MP: Indtil videre, meget positivt. For eksempel talte man meget om OWSJ på spansk på den første generalforsamling. Her opstod idéen til en uafhængig avis, der udelukkende vil være på spansk. I denne avis vil der være nyheder om den nuværende situation for indvandrere og latinamerikanere her i landet. Den vil også indeholde en sektion, der omhandler andre “besætteres” aktioner i USA. På denne måde vil vi fortsat styrke vores forbindelser.

Vi har støtte fra OWS's redaktionelle team til at gennemføre dette pilotprojekt. Det forventes, at den nye spansksprogede avis vil blive lanceret i januar 2012 med et oplag på 20.000.

GV: Hvad er proceduren for at udgive artikler i OWSJ, både på engelsk og spansk?

MP: Man kan sende artikler, kommentarer, spørgsmål osv. til occupymedia@gmail.com. Adressen kan ses på sidste side af hver trykte udgave samt på avisens website [en].

Redaktionen fastsætter deadlinen for indsendelse af artikler til OWSJs engelske udgave. Når det gælder oversættelserne, giver vi normalt en uge, fra OWSJs engelske redaktion har sendt os artiklerne til oversættelse. Almindeligvis går vi i gang med at oversætte, når den engelske udgave bliver udgivet, og omkring en uge senere er den spanske udgave klar til at blive trykt.

GV: Findes der en digital udgave af avisen?

MP: Ja, den spanske oversættelse af avisen har allerede et website, og der findes også websites på fransk og arabisk. Der er også lavet et website på tyrkisk. Dette er et uafhængigt initiativ, og der har ikke været kontakt til redaktionen. Det er endnu et eksempel på den decentralisering, vi ønsker at skabe.

GV: Hvad mener du, har været de traditionelle mediers rolle i dækningen af bevægelsen?

MP: De traditionelle medier venter på, at der sker en eksplosiv begivenhed, såsom masseanholdelserne på Brooklyn Bridge, for at skabe nyheder. Jeg tager de nyheder med et gran salt, for de koncentrerer sig om ubetydelige og sensationalistiske detaljer. På den anden side, har folk, der kun læser mainstreampressen, fået kendskab til bevægelsen på grund af denne dækning. Denne bevægelse er helt sikkert i manges bevidsthed.

For resten, er man lige nu i gang med at lave en dokumentar med titlen While we Watch [en], hvor de alternative mediers rolle i forbindelse med Occupy-bevægelsen bliver diskuteret. Den fremhæver, for eksempel, det fremragende arbejde arbejdsgruppen, der fokuserer på bevægelsens mediedækning, har lavet.

GV: Findes der andre aviser på spansk udgivet af andre “besættere”?

MP: Jeg kender ikke til andre aviser på spansk, der fokuserer på Occupy-bevægelsen, men jeg håber, der findes andre projekter på spansk.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.