Vidste du, at mange universiteter på tværs af Europa i 2009 var besat af studerende? Tusinder af studerende sov, lavede mad, debatterede og festede i deres auditorier for at protestere imod underfinansieringen af uddannelsessystemet og den såkaldte Bologna Process, en uddannelsespolitik i EU-landene.

Det, der gjorde disse protester anderledes, var det faktum, at de ikke blev koordineret centralt af studenterforbund, men opstod fuldstændigt fra bunden med hjælp fra sociale online-medier.

Det hele startede i Wien, Østrig, den 22. oktober 2009, da en lille gruppe studerende mødtes til en flashmob i byens centrum, og derfra gik mod Wiens Universitet, hvor de helt spontant besatte universitetets Auditorium Maximum. Da politiet ankom, havde nyhederne om besættelsen allerede cirkuleret på Twitter og mobiliseret så mange meddemonstranter, at det var umuligt at rydde salen.

Inden for få dage havde besætterne – til deres egen overraskelse – givet fødsel til en bemærkelsesværdig organisationsstruktur: Mobilisering og kommunikation blev organiseret via Twitterprofilerne “hashtags” #unibrennt og #unsereuni (“universitetet brænder” og “vores universitet”).

Unsereuni website

En 24h webcast fra Auditorium Maximum blev søsat. Strukturelle opgaver lige fra madlavning til rengøring blev organiseret via en wiki [de], og en webside [de] tog sig af information til offentligheden. Twitter, blogs og Facebook (32,400 fans efter et par måneder) blev brugt til at sprede budskabet.

Dette gav to resultater:

- For første gang behøvede en protestaktion i denne størrelsesorden ikke massemediernes hjælp til at mobilisere støtte. Mindre end en uge efter protesternes begynden kunne mere end 20.000 demonstranter organisere sig og bevæge sig gennem Wiens gader inden massemedierne overhovedet kunne nå at dække begivenhederne. Kontakt med massemedierne var begrænset til et absolut minimum (hvilket skabte megen forvirring). De studerende havde simpelthen ikke brug for mediedækningen, og eftersom protestaktionen var uden hierarkisk struktur, var det så som så med talspersoner.

- For det andet: Da alle kunne følge med i det, der foregik inden i Auditorium Maximum (webcasten havde en halv million views inden for den første måned), afholdt det tabloidpressen fra at stemple de protesterende som vandaler eller ekstremister. Alt for mange mennesker vidste, at dette ikke var sandt. Den oplysende informationskilde havde skiftet side.

Hurtigt spredte protesterne sig til andre universitetsbyer i Østrig og uden for landet: Mindre end en måned efter de første protester var  næsten 100 universiteter [en, de] i Østrig, Tyskland, Schweiz, Albanien, Serbien, Frankrig, Italien, Kroatien og Holland besat eller havde oplevet andre former for massedemonstrationer.

På Wissen belastet [de] har Max Kossatz, en blogger og mediekommentator fra Østrig, analyseret [de] Twitter-informationerne: 66.379 tweets fra 6.780 forskellige brugernavne havde publiceret tweets om emnet inden for en måned. 1.043 billeder blev posted på Twitpic med i alt 125.612 views – se Twitpic photo mashup på Youtube. Og særligt interessant er det nedenstående kort, der ved at vise de publicerede tweets illustrerer, hvordan protesterne med tiden spredte sig (se filmen i HD og på fullscreen for at få det fulde indtryk):

Gerald Bäck fra Bäck Blog [de], som arbejder med medieobservans, regnede sig frem til, at det antal mennesker, man nåede med disse tweets, det vil sige det unikke antal followers til netop disse tweets, var 386.860. Hans analyse [de] viser, hvem der havde den vigtigste indflydelse, hvilke URLs, der blev linket mest til, og hvilke hashtags, der var mest benyttede.

På sin blog, smime [en], har Michael Schuster, som er specialist i semantisk analyse, offentliggjort en oversigt [de] over de “konventionelle medier”, der dækkede begivenhederne. Han talte 2.700 artikler og identificerede fire fokusområder, der hver var aktuelle omtrent en uge: “Protesterne opstår”, “protesterne fortsætter”, “protesterne breder sig” og til sidst “okay, det var det”.

Luca Hammer fra 2-Blog [de], studerende og teknisk mastermind bag web-aktiviteterne i Wien, har offentliggjort et feltstudium [de] af, hvordan wikis, Twitter og webcast blev brugt til at sætte planerne i værk.

Det ser ud til at #unibrennt-sagen blev en milesten i forandring af østrigsk politik via brugen af sociale online-medier. Det har skabt meget opmærksomhed – og forvirring – blandt de konventionelle medier og politiske strukturer, og har derudover skabt en stemning af mulighed for medbestemmelse blandt studerende og deres digitale støtter og støttepunkter.